Lokale og Anlægsfonden og KL indgår samarbejde om nyt facilitetsnetværk

Lokale og Anlægsfonden og KL indgår et formelt samarbejde for at styrke udviklingen af de kommunale idræts- og fritidsanlæg på et vidensbaseret grundlag.

Når det første netværksmøde i Kommunernes Fritidsfacilitetsnetværk afholdes den 26. marts i KL, vil det være med Lokale og Anlægsfonden som medarrangør.

En ny aftale mellem KL og LOA betyder at det nye netværk bliver et samarbejde mellem de to organisationer. Formålet med samarbejdet er at skabe et mere vidensbaseret fundament for en bæredygtig udvikling af de kommunale idræts- og fritidsfaciliteter.

Et samarbejde der kommer netværkets medlemmer til gode
Begge organisationer ser muligheder i samarbejdet for såvel udbyttet for medlemmerne af netværket, som for organisationernes egne medarbejdere.

”Vi er rigtig glade for aftalen, som giver os en fantastisk mulighed for at holde fingeren på pulsen med, hvad kommunerne er optagede af og sikre at Lokale og Anlægsfonden fortsat er relevant for kommunerne. Vi har længe efterspurgt sådan et netværk, hvor vi både kan komme i direkte dialog med fagpersoner fra kommunerne, og hvor vi samtidig kan gøre brug af den viden som Lokale og Anlægsfonden sidder inde med,” lyder det fra Esben Danielsen, direktør i LOA.

Kontorchef i KL, Karoline Amalie Steen, er ligeledes tilfreds med det fremtidige samarbejde. ”KL ser samarbejdet med Lokale og Anlægsfonden som en stor gevinst for at sikre et solidt fagligt bagtæppe og det giver kommunerne en unik adgang til faglig ekspertise på feltet. Netværket bliver et oplagt sted at gøre hinanden klogere på tværs af kommuner, fonde og KL som faglig interessevaretager.”

Fakta om Kommunernes Fritidsfacilitetsnetværk
Kommunernes fritidsfacilitetsnetværk henvender sig til kommunale medarbejdere, der arbejder strategisk med udviklingen af idræts- og fritidsfaciliteter. Det omfatter eksempelvis kommunale idrætschefer, ledere af idrætsanlæg og centralt placerede strategiske medarbejdere på idrætsområdet, byplanlægning og ejendomsservice.

Netværket afholder tre årlige møder og der vil være plads til 30 kommuner med 2 deltagere fra hver kommune. Er du nysgerrig på at vide mere om netværket, kan du kan læse mere og tilmelde dig på netværkets website.

Skip to content