Lokale og Anlægsfondens Kulturteam har været en tur i London og besøge en række faciliteter, som er opstået ved at omdanne eksisterende bygninger til nye pulserende mødesteder. Andet stop på vejen er en kulturfacilitet i 7 etager, hvor der er plads til legende børn, små startup virksomheder og symfoniorkester på taget.
Torsdag d.12. december 2019
Af Line Dangkel Jacobsen, kommunikationskonsulent i Lokale og Anlægsfonden.
Der er fart på i Peckham, på gaderne mylder det med mennesker i gadeboderne sælges der alt fra modne ananas til gule plastiksandaler med hæl. Vi befinder os i et multietnisk område i det sydlige London, området kaldes også for Little Lagos, grundet det store nigerianske flertal som bor i bydelen. Men gentrificeringen har også sat sine spor og i den sydlige del af Peckham skyder det løbende op med vinbarer, studier, nyt bibliotek, dansestudie for moderne dans, atelier, specialbutikker.
Fra parkeringshus til kulturdestination.
Ideen til Peckham Levels opstod da Southwark lokalråd ønskede at skabe en positiv forandring i bydelen. Der skulle ikke bygges nyt, så ombygning af eksisterende var vejen frem. Valget faldt på et 8,731 m2 stort parkeringsanlæg, som sidenhen blev omdannet og stod færdigt i 2017, hvor Peckhams borgerne fik et nyt kulturelt mødested.
Selve bygningen er ret anonym set udefra, blot en enorm murstensbygning med bemalede søjler. Men træder man indenfor mødes man af et imponerende indgangsparti, der sender tankerne i retning af en natklub eller en kunsthal. For trapper, vægge og gulve i indgangen er malet pink, orange og blåt og overalt i huset går den stærke farvetematik igen.
7 etagers kultur.
I kælderen, på første og anden sal er der studier, atelier og øvelokaler, på tredje og fjerde etage er der fokus på startups og selvstændige virksomheder, hvor designerne, sociale entreprenører, keramikere, fødevarestart-up holder til, her kræver det id-kort at komme ind. Husets hjerte er på femte og sjette niveau, her er bar, cafe, klub, legeplads, yogastudio, frisør og kunstinstallationer. Der er offentlig adgang og åbent alle ugens dage.
På syvende sal findes Bold Tendencies som er et Space for kulturoplevelser. I sommerhalvåret kan man opleve koncerter i det helt brede spektrum, alt fra metalkoncert til symfoniorkester, fællesspisning, kunst-talks, udstillinger samt kunstklub hvor unge formidler kunst til andre unge og børn. Udover de organiserede og selvorganiserede aktiviteter som huset rummer, så laves der også en masse aktiviteter på tværs af huset fx Community Art Festival hvor hele huset aktiveres og flere brugere byder ind sammen.
Færdselsæstetik.
Rammen er rå på 5 og 6 sal, på gulvene ses gule striber som tidligere markerede færdselsretningen for bilerne, det klassiske lys som findes i parkeringshuse samt EXIT-markeringerne på muren er bibeholdt flere steder. Interiøret derimod er farverigt og funktionelt, og de mange flytbare møbler er skabt i en iøjefaldende DIY-æstetik. På væggene er farvestrålende illustrationer og i flere rum er der kunstinstallationer, der stiller spørgsmål og henvender sig direkte til de besøgende. Kunsten i huset har en funktion og bruges til at skabe dialog, refleksion og samskabelse mellem brugerne, frem for kun at have udsmykningsfunktion.
Kultur som løftestang.
Make Shift er de kreative kræfter bag Peckham Levels. De har arbejdet med at tilføje ressourcer og liv til et socialt udfordret område som Peckham, ved at bruge virksomheder, kunst og kultur som et aktiv. Det betyder, at de har gjort det økonomisk rentabelt og inspirerende for uafhængige kunstner, lokale entreprenører og mindre opstart virksomheder, at være en del af huset som naturligvis også bruges af de lokale borgere.
Kombinationen af professionel og amatør bidrager til at der er liv og energi i huset i mange timer om dagen. Huset er samtidigt så stort at der er plads nok til alle og visionen er at Peckham Levels over de næste 4 år udvikler sig som mødested og kulturel destination for de lokale borgerne samt resten af London, og de er ret godt på vej.
Læringspunkter for LOA.
Vellykket transformationen af parkeringsanlæg til kulturfacilitet, der er gået fra teknisk anlæg til et kulturelt mødested og derved har fået en ny funktion. Den eksisterende bygning er bevaret og med enkelte greb har bygningen fået et andet udtryk og funktion end den oprindelig havde. Der er arbejdet med funktioner, farver og æstetik på en inviterende og appellerende måde der henvender sig til ung som gammel.
Desuden arbejdes der med flere funktioner i samme hus, det giver mere liv og sørger for at huset er i brug i mange af døgnets timer. Konstellationen af professionel og amatør er interessant og relevant fordi det styrker og bidrager til husets stemning og drift. Peckham Levels arbejder med en kontinuerlig udvikling, der forsat er i proces. Det stærke er at Peckham Levels er begyndt der hvor det var muligt og så bygges der løbende ovenpå.




















