Det sociale er Stutsborgs stærkeste kort. Få et glimt af hverdagen for to piger der har deres ponyer opstaldet på Stutsborg Rideskole.
Fredag den 21. september
Af Emma Riise Erhvervspraktikant, Lokale Og Anlægsfonden
Hvorfor vælger folk fra 6-100 år Stutsborg? Hvad er det, der gør Stutsborg til noget specielt, og er det altid en dans på røde roser? Jeg har i samarbejde med min veninde, Frida, fundet ud af, hvad der gør en af Danmarks største rideklubber attraktiv for os.
Uret går hurtigere her end i skolen
Frida har part i en skimmel pony med navnet Højmarkens Mighty. Han står opstaldet her på Stutsborg. Frida er derude tre gange om ugen, men hun er der til gængæld mange timer, da hun først underviser begynderholdene, eller står i rideskolens kantine, hvorefter hun så rider Mighty. Samarbejdet med Mighty er relativt nyt. Før deres tid red hun i rideskolen, hvor hun havde part på en af Stutsborgs 50 rideskoleponyer ved navn Joystick. Hun har derfor set Stutsborg på mange forskellige måder inden for den seneste tid.
Jeg har min egen pony, Girls Dream. Hun står også på Stutsborg, og er faktisk genbo til Mighty. Jeg er derude ca. tre timer dagligt. Dream og jeg har været meget ude til træning og til stævner, og jeg kan derfor se Stutsborg i kontrast til andre steder. ”Vi har faktisk tre ridehuse og fire baner. Det er virkelig ikke en selvfølge”
Stutsborgs hemmelige våben
Med skarp konkurrence fra de fantastiske faciliteter der finder sted på Stutsborg, mener vi dog alligevel, at det er det sociale sammenhold, der vinder ’Det specielle ved Stutsborg’ prisen. De fleste kan relatere til at det er meget nemmere at tage en snak over en gåtur. Det er samme princip. Vi har en fælles interesse som vi samles om hver dag. Det gør vores sammenhold stærkt som sten. Find ud af, hvad vores meninger ellers er præget af i videoen