Lokale og Anlægsfonden støtter ikke kun ’store’ projekter

I februar 2018 har Lokale og Anlægsfonden tildelt knap 2 mio. kr. i støtte til 12 mindre projekter rundt i hele landet.

Torsdag den 1. marts 2018
Af: Ulf Elbrønd, Kommunikationskonsulent, Lokale og Anlægsfonden

Det er ofte de store og dyre projekter, der løber med mest omtale, men det er bestemt ikke de eneste spændende projekter, vi støtter.

Et par eksempler på fremragende ’mindre’ projekter fra februars pulje er en bålhytte til 50 personer i Rebild Bakker og et klubhus ved Mariagerfjord:

Bålhytten er et godt eksempel, på hvordan flere forskellige grupper, herunder børn fra skoler og daginstitutioner, brugere fra naturskolen og gæster på nærliggende vandrehjem og hotel, kan lave sundhedsfremmende aktiviteter på et offentligt mødested.

Hadsund Motor Klub ved Mariagerfjord har fået tildelt støtte, da de skal have nyt klubhus. Klubhuset bliver ikke kun for Hadsund Motor Klubs medlemmer eller andre kørere, men den stilles også til rådighed for Mariagerfjord Ungdomsskole og for lokale bosteder for anbragte unge.

De mindre projekter, Lokale og Anlægsfonden støtter, er kendetegnende ved, at de danner rammer for sociale aktiviteter, fællesskaber og foreningsliv for børn, unge, voksne og ældre.

Læs om de 12 støttede mødesteder her.

Hvad er ’mindre’ projekter? 

Det er muligt at søge støtte fra Lokale og Anlægsfonden til et mindre projekt, såfremt etableringsudgiften er max 1,5 mio. kr. Disse puljemidler gives til en bred vifte af forskellige projekter over hele landet, der hver især er kendetegnende ved, at de danner rammer for sociale aktiviteter, samvær og foreningsliv, der naturligt knytter sig til en aktivitet inden for eksempelvis børne- og ungdomsaktiviteter, idræt, friluftsliv, musik, teater eller dans.

Du kan læse mere om puljen til ’mindre’ projekter, og hvordan du søger her.

Skip to content