Ny præsident i IAKS Nordic

Lokale og Anlægsfondens direktør Esben Danielsen er blevet valgt som præsident for den nordiske del af IAKS. Som de jordnære nordboere vi er, vil vi nok fortrække at kalde ham formand. Og når alt kommer til alt, er formandsposten ikke i sig selv det vigtigste, pointerer den nyvalgte formand.

Torsdag den 30. august 2018
Af: Jens G. Friis, kommunikationsrådgiver, Lokale og Anlægsfonden

I maj måned var Lokale og Anlægsfonden vært for IAKS årlige internationale studietur, hvor 40 deltagere fra hele verden blandt andet var rundt og se på udvalgte projekter i København, som Lokale og Anlægsfonden har været involveret i og doneret midler til. Turen gik blandt andet forbi:

  • Amager Bakke på Amager. Et forbrændingsanlæg og en ski-, vandre- og klatrebakke på samme tid. Det højeste punkt er 85 meter over havoverfladen. Amager Bakke åbner, hvis planen holder, september 2018.
  • Prismen i Holmbladsgade, som er et af Lokale og Anlægsfondens første eksempler på projekter, der er bygget på idéen om den indre byfælled, hvor man samler idræts- og kulturaktiviteter under ét tag.
  • Havnebadet på Islands Brygge. Stedet der blandt andet er med til at gøre København unik, fordi man kan bade… i havnen.
  • Streetmekka på Enghavevej. Streetmekkaet er indrettet i to nedlagte remisehaller på i alt 1.940 m² i Københavns sydvestkvarter. Her er der nu mulighed for at udfolde streetkulturen i form af streetbasket, dans, parkour, graffiti og meget andet.
  • Konditaget i Nordhavnen. Et nyt urbant idrætsanlæg placeret på taget af en ny parkeringsbygning. Dermed er det muligt at dyrke bl.a. udendørs crossfit og løbetræning, spille fodbold på pannabane og springe på trampoliner. Alt sammen i 24 meters højde.  

“Dette er blot fem eksempeler på Lokale og Anlægsfondens helt unikke bidrag i udviklingen af mødesteder i Danmark, og kan jeg via min formandspost i IAKS Nordic være med til at folde “mødesteders potentiale” ud mere globalt, giver formandstjansen ufattelig meget mening,” siger Esben Danielsen, direktør i Lokale og Anlægafonden.

Skip to content