Undersøgelsen af danskernes sports- og motionsvaner fra Idrættens Analyseinstitut viser, at der sker et fald i idrætsaktiviteten blandt teenagedrenge – og ikke kun hos pigerne, som en undersøgelse viste sidste år. Tendensen bør inddrages, når der udvikles nye idrætsfaciliteter.
Den danske befolkning er samlet set meget idrætsaktiv og niveauet ser ud til at have fundet et stabilt leje efter nogle år med stor forøgelse efter årtusindeskiftet. Andelen af danskere over 50 år, der er idrætsaktive, vokser fortsat. Mere bekymrende er det, at teenagerne forsvinder fra foreningsidræt og fra idræt i det hele taget.
Lokale og Anlægsfonden udvikler i samarbejde med arkitekter og lokale idrætsforeninger og selvorganiserede aktive nye idéer til idrætsarkitektur. Forskning i danskernes sportsvaner er et vigtigt redskab til at holde øje med tendenser på idrætsområdet og bliver brugt, når nye idrætsfaciliteter designes.
Teenagernes frafald er en tendens, der bør huskes, når der bygges idrætsfaciliteter. For teenagernes vedkommende viste en undersøgelse af teenagepigers idrætsaktivitet allerede sidste år, at mange piger forlader foreningsidræt og stopper som idrætsaktive i en periode – for at vende tilbage til idrætslivet som motionsløbere og fitnessudøvere, når de er blevet voksne. Det samme sker nu også for teenagedrengene.
”Undersøgelsen tegner et billede af et stabilt idrætsniveau i befolkningen. Men under overfladen er der udfordringer, som vi må adressere mere direkte nu. Det gælder i høj grad teenagernes forhold til idræt, som ser ud til at være under pres, og medfører, at de unges valg af idrætsaktivitet i højere grad begynder at ligne de voksnes valg af fitnesscentre og løbeture,” siger Bo Vestergård Madsen, analysechef i Lokale og Anlægsfonden.
Men løsningen er ikke kun at tilbyde moderne fitnessfaciliteter. Det handler også om at skabe helstøbte løsninger i idrætsfaciliteterne, og om at tilbyde faciliteter tæt på der, hvor teenagerne færdes og bor. Det handler om at skabe bedre og let tilgængelige faciliteter på skoler og uddannelsesinstitutioner og i nærmiljøet ved boligkvarterer, parcelhuse og byområder.
”Idræt handler om mere end at være aktiv. Det er også et spørgsmål om personlig udvikling og givende fællesskaber. Derfor er det ekstra vigtigt, at understøtte teenagerne, når de vakler mellem at være aktive eller inaktive. I Lokale og Anlægsfonden følger vi nøje denne udvikling. Vi vil gerne indgå i partnerskaber, hvor vi kan finde fælles løsninger på de mange komplicerede problemstillinger, der indgår i teenagernes valg af idrætsaktivitet, ” siger Bo Vestergård Madsen.
Opsummering: Teenageres idrætsaktivitet målt i sportsvaneundersøgelserne fra Idrættens Analyseinstitut
Antallet af idrætsaktive danskere er stabilt. Efter mange års konstant stigning er der dog sket et lille fald siden seneste undersøgelse i 2011 (voksne fra 64 til 61 procent, børn fra 86 til 83 procent), men der er stadig tale om et højere niveau end ved undersøgelsen af danskernes sportsvaner fra 2007.
Den tilbagegang som undersøgelsen fra 2016 viser i forhold til tallene fra 2011 sker udelukkende for dem under 50 år. Den er til gengæld stigende for danskere over 50 år.
Når børn rammes af teenageperioden er det tydeligt, at de bliver udfordret i forhold til idrætsaktivitet. Siden undersøgelsen i 2011 er der kommet en skolereform med længere skoledage til følge og det kan have været med til at øge frafaldet i teenagernes idrætsdeltagelse samt deres aktivitetsvalg.
De 13-15 årige dyrker mindre idræt. For de aktive teenagere ses der et skifte fra forenings- og holdidræt til fitness og styrketræning fra 20 procent i 2011 til 29 procent i 2016. For de 16-19 årige ses samme skifte, hvor udviklingen er gået fra 44 procent i 2011 til 52 procent i 2016.